The North

date

16. February 2019

time

20.00

location

Subhuset Holstebro
Vendersgade 14
7500 Holstebro, Denmark

see map

Ticket

100 kr / 50 kr stud. og medl. ved indgang

 

Det er er en international jazzkvartet på et absolut kvalitetsmæssigt topniveau - som man gør klogt i at glæde sig til - der lørdag den 16. februar kl. 20.00 giver koncert i Subhuset, Holstebro.

Den canadisk-skandinaviske jazzkvartet, The North, består af de canadiske jazzmusikere, David Braid – piano og Mike Murley – sax, Johnny Åman fra Finland på bas og danske Anders Mogensen – trommer. Sidstnævnte i øvrigt en gammel holstebrodreng, musikskoleelev på Holstebro Musikskole og modtager af Holstebro Musikpris 1993.

The North modtog i 2018 det canadiske svar på Grammy‘en, nemlig den såkaldte Juno Award, for årets jazzalbum.

Musikken, jazzkvartetten spiller, er det meget vellykkede resultat af et enestående møde mellem den nordiske og canadiske jazz, hvor alt det bedste i de to traditioner smelter sammen på frugtbareste vis. Jazz på tværs af grænserne har altid været et kendetegn for den internationale jazzudvikling. Det er også værd at huske på, hvilken rigdom de begge traditioner bringer med sig. Canadisk jazz har fostret så store navne som Oscar Peterson, Gil Evans, Kenny Wheeler og Diana Krall.

Braid og Murley har hver især vundet indtil flere Juno Awards og modtaget andre internationale priser. Braid er en af verdens mest efterspurgte jazzpianister, og den finske bassist, Johnny Åman, turnerer kloden rundt og udgør sammen med det danske trommeikon, Anders Mogensen, en fænomenal rytmegruppe. De to sidstnævnte har igennem de sidste år turneret med jazzkoryfæer som Jerry Bergonzi, Tim Hagans og George Garzone.

The North er således indbegrebet af grænseløs jazz, der selv har turneret i Europa, Kina og Canada. I begyndelsen af 2019 er kvartetten rundt i Danmark/Europa. I april/maj går turen til Australien og Kina.

 

Koncerten i Holstebro er støttet af Holstebro Kommune og organiseret i et samarbejde af: Holstebro Musikskoles Støtteforening, Jazzklub 93 Holstebro, Jazz 78, Holstebro Musikskole, Kulturdivisionen, Subhuset og Odin Teatret.