Min smartphone er natur,
og jeg er.
Jeg prøver at begribe det.
Danseteatret Daily Fiction fra København lægger mandag den 4. marts vejen forbi Odin Teatret og viser sin flotte, kropslige og musikalske performance, der undersøger grænsen mellem menneskeligt liv og `dødt´ stof og taler ind i en debat om bæredygtighed, ny teknologi og vores måde at leve på.
Vand, sand og træer kan jeg se for mig. Jeg ved, hvordan de mærkes. Når jeg cykler, mærker jeg, at mine fødders træden i pedalerne får mig til at bevæge mig fremad. Med min smartphone er jeg ikke så klog. Jeg ved ingenting. Min evne til at fornemme den strækker sig til overfladen.
Livet i det 21. århundrede er accelererende og komplekst. Mennesket må forholde sig til mange parallelle systemer på én gang. Smartphones giver hele tiden mulighed for at koble sig på et andet rum, og vores bevidsthed udfordres af navigationen. Hvordan holder vi begge ben på jorden? Naturen Kalder tager afsæt i et ønske om at styrke oplevelsen af at være ét med verden omkring os på globalt og individuelt plan.
Forestillingen udfolder naturen i smartphones gennem dans og musik. Performeren fortæller om smartphones´ mineraler og elektriske processer og tager sideløbende disse bestanddele ind i kroppen og lader dem bevæge sig og tale med kroppen som redskab. Med dans og lyd tilbydes en sanselig oplevelse af smartphonens fysik.
Næsten alle Jordens byggesten er i en smartphone. Alt i Universet består af forskellige stoffer, og 70 af Jordens 83 stabile grundstoffer indgår i smartphones. I Naturen Kalder udfoldes smartphonens hardware - dens fysiske natur.
Forestillingen taler ind i en løbende debat om ny teknologi og vores måde at leve på og er et kunstnerisk forsøg på at udvikle bevidsthed til bæredygtig omstilling gennem kroppen.
For voksne og unge fra 16 år.
Efter forestillingen inviteres publikum til at deltage i en aftertalk, hvor koreograf og danser Tora Balslev fortæller lidt om den forudgående research og lægger op til at teste, hvor meget publikum egentlig ved om deres smartphone.