De uskyldiges trilogi
Den uskyldige krig og dens ofre

Ordet uskyldig er et luminøst begreb. Vi føler os uskyldige, fordi vi ved, at skyldfølelsen er forbundet med vores samvittighed. Og skyldfølelsen forbinder vi ikke automatisk med en udåd, vi har begået som et legitimt forsvar.

Lad os betragte krigens ansigt: en tigers.
Tigeren flår et barn i stykker. Det er en indlysende tragedie, men det har ingen indflydelse på tigerens uskyld.

Uskyld er uafhængig af skaden, den kræver kun hensigtens renhed. For den som udkæmper en krig, er uskylden knyttet til respekten for vedkommendes rolle indenfor kampens mekanismer, hvis formål det er at udrydde modstanderen.

Normalt associerer vi ikke ordet uskyldig med krig, men med dens ofre, de som ikke udfører overgreb og forårsager ødelæggelse. Vi tænker på de forældreløse børn, på enkerne, på kvinderne som på deres kroppe oplever krigens uskyld.

Odin Teatrets trilogi handler om de mange former for uskyld og stiller spørgsmålet: er vi alle, måske, uskyldige.

De uskyldiges trilogi:

Tre panoramaer fra den nære fortid, det nuværende, og den nære fremtid:

Første panorama: fortiden (1990-2000)

Træet

En jord som fuglene har forladt

Midt i rummet, bundet til livet gennem slægtens rødder, gror Historiens Træ livskraftigt og dødt. Figurerne graviterer omkring denne levende men dog uddøde vegetabilske katedral. Krigsherrer, med deres hære af børnesoldater, sår død og kaos. Munke planter et træ i den syriske ørken i håbet om, at de forsvundne fugle vil vende tilbage. En digters datter mindes sin barndoms drøm om at flyve sammen med sin far. En nigeriansk mor flygter med hovedet af sit barn i en kurv.

Som sædvanligt i Odin Teatrets forestillinger blandes og konfronteres forskellige sprog og adfærdsmønstre. Skuespillere fra Bali, Canada, Danmark, Indien, Italien og England giver liv til en ceremoni, der fremmaner mytiske situationer og historiske fakta.

I det svage lys under forestillingens sidste scene, fraterniserer to - virkelige historiske – skikkelser: en liberiansk og en serbisk krigsherre. Fuglesang bebuder fuglenes tilbagevenden til et landskab, der leder tanken hen på Chateaubriands ord: før civilisationerne var der skove, ørkener følger efter dem.

Det andet panorama: det nuværende (2010-2018)

De store byer under månen

Skiftende land oftere end sko

Hvordan lever folk i et krigsførende land, når soldater først bliver synlige, når de vender hjem langvejs fra i kister?

Månen betragter en vennekreds. Man diskuterer de sidste begivenheder, nipper til en god vin og genkalder sig de venner, som befinder sig langt væk. Siddende i komfortable lænestole reciterer man afslappet de foretrukne digtere: Bertolt Brecht, Jens Bjørneboe, Ezra Pound, Li Po og synger idyllisk om tidens rædsler.

Månens romantiske fremtoning blander sig med skuespillernes stemmer. Dens lys smelter sammen med lysglimtene fra de store byer, som brænder under den: Europas metropoler, Lilleasien og den Nye Verden, Guernica, Hiroshima og Aleppo, Det Kejserlige Kina og bomuldsmarkerne i Alabama. Dens medfølelse kender ikke til melankoli.

 

 

 

 

Tredje panorama: fremtiden (2031)

Det kroniske liv

Her spiser folk uden at være sultne og drikker uden at være tørstige

Endelig fred. Vi befinder os i Europa i 2031 i slutningen af en borgerkrig. Økonomisk krise, arbejdsløshed, optøjer, nød og mistillid får uroen til at blusse op blandt mennesker og grupper med forskellige nationaliteter og kulturer. Hvad sker der, når de nytilkomne ønsker at slå rod i et fremmed land for at blive del af et samfund, som tror det har solide kulturelle rødder. Hvilke misforståelser og opdagelser opstår der i kølvandet på denne konfrontation?

En ung dreng fra Colombia lander i et anspændt Europa. Han leder efter sin far, der på mystisk vis er forsvundet. Som det barn han er, opfatter han ikke, hvad alle andre er klar over: at livet er en kronisk sygdom, som vores planet med sin historie ikke klarer at blive kvit. Alle ved, at der findes tusindvis af døre, som fører til friheden, og alle plejer denne viden ved at spise uden at være sultne og drikke uden at være tørstige.

Befolkningen svarer på den unge udlændings spørgsmål, og lærer ham at undgå den største af alle laster: håbet. ”Hold op med at lede efter din far”, hvisker de til ham, mens de følger ham fra dør til dør mellem det vraggods af fabler, som de stolt kalder vores historie.

Det er hverken viden eller uskyld, der redder drengen. Alene opdager han sin dør. Og vi bliver slået med forundring – vi, som ikke længere tror på det utrolige: at et eneste menneske, som bliver et offer, er mere værd og større end alt andet. Større end Gud.