Eugenio Barba - Foredrag og filmen: Det umuliges kunst

date

28. september 2018

time

17:00

location

Teater Momentum
Ny Vestergade 18
5000 Odense, Denmark

see map

Ticket

Se arrangørens hjemmeside (link nedenfor)

Et stykke unik norsk-dansk og international teaterhistorie

Ny film om Odin Teatret og Eugenio Barba, en dokumentar af Elsa Kvamme

Det umuliges kunst - om Eugenio Barba og Odin Teatrets lange rejse er titlen på en ny dokumentarfilm af den norske filminstruktør, Elsa Kvamme, som får Odense premiere fredag den 28. september kl. 17.00 i Teater Momentum i Odense. 

Umiddelbart efter filmen er der et foredrag med Eugenio Barba. 

Det umuliges kunst fortæller, blandt andet gennem aldrig før viste filmklip og fotos, den på mange måder fantastiske historie om Odin Teatret og Eugenio Barba fra begyndelsen i en fugtig bunker i Oslo og frem til i dag i Holstebro.

I 1964 startede Eugenio Barba Odin Teatret med to tomme hænder. I dag regnes han for en af verdens store teaterfornyere. Han har skabt sin egen teatertradition, er æresdoktor ved 13 universiteter, og Odin Teatret har hele verden som spillested. Men hans største fortjeneste er måske evnen til at vende det, andre kan betragte som et handicap, til en styrke, som for eksempel de erfaringer, han gjorde som emigrant uden at kunne tale sproget i Norge i 1950'erne.

Eugenio Barba har udviklet ideer, for eksempel at teatret kan bruges til kulturel byttehandel, og at der findes noget universelt i de gamle, asiatiske teatertraditioner, som også vi i Vesten har noget at lære af.  Alligevel er det særligt Odin Teatrets indendørsforestillinger, skabt på grundlag af skuespillernes egne improvisationer, som får teaterfolk fra hele verden til at valfarte til den vestjyske by, Holstebro.

Hvorfor er dette teater blevet så vigtigt for så mange, og hvad driver denne norsktalende dansker, født I Italien, med en far, som døde efter at have kæmpet for Mussolini? I filmen tages vi med på en rejse, som også viser, hvordan ændringer i teatret reflekterer ændringer i konventioner og relationer mennesker imellem. Og hvordan teatret har været i stand til på forskellige tidspunkter at sprænge grænser og forskellige former for censur.

Læs mere om eventet og billetinfo hos Momentum i Odense her

 

Filmen havde premiere på Porsgrunn Internationale Teaterfestival i juni 2017. Derefter er den blevet vist i forbindelse med Kulturby 2017 Aarhus, i konkurrenceprogrammet på Nordische Filmtage Lübeck 2017 og på Human international Documentary Festival i Oslo, marts 2018. Filmen er siden blevet vist på flere internationale festivaler.

Link til teaser her

Instruktøren,

Elsa Kvamme,

begyndte selv som skuespillerelev på Odin Teatret i begyndelsen af 70'erne. Hun havde sin egen teatergruppe Saltkompagniet i seks år og lavede siden soloforestillinger som "Manden som fødte en kvinde." Hun har oversat Jacques Brel til norsk og opsat kabareter med egne sange. Etter filmskolen i New York har hun instrueret flere prisbelønnede film, bl.a. spillefilmen "Fia og klovnene" og dokumentarfilmene "Legenes krig" og "Tilbage til Auschwitz", som også har været vist på dansk TV.