Esters bog
Da min mor Ester i 2003 blev overført til et plejehjem 85 år gammel og allerede dement, besluttede jeg at fuldføre den forestilling, der i længere tid havde eksisteret som idé og skitse. En fortælling om hendes liv.
I en bekvem men fremmed stue på et plejehjem sidder mor og datter og taler sammen. Med en stædighed der grænser til det tragikomiske, bliver de samme ord og vendinger gentaget i det uendelige. Dialogen genopvækker begivenheder fra fortiden, uindfriede drømme og planer for en fremtid, som kun eksisterer i fantasien.
Den fysiske aktivitet er minimal. Men en dagbog fra slutningen af anden verdenskrig, et fotoalbum og private smalfilmstrimler fra midten af det forrige århundrede afslører forskellige lag af Esters liv. Musik og sange fra en fjern ungdom akkompagnerer billeder og tekst og gør de historiske omvæltninger, der rystede og prægede hendes generation, nærværende.
Historien om min mor er også en refleksion over det at blive gammel i dagens Danmark, om ensomhed og adskillelse.
Ingen er født gammel.
Jeg har ønsket at give stemme til nogle af de fragmenter af min mors liv, som ellers ville blive begravet med hende.
Jeg er ”Esters Bog”.
Iben Nagel Rasmussen Holstebro 2005