La casa del sordo ***POSTPONED***

period

17. - 18. apr 2020

time

location

Teatro Koreja
Via Guido Dorso 70
73100 Lecce L.E., Italy

see map

Ticket

Postponed because of COVID-19. New dates tbc

Den døves hus

En capriccio om Goya

Vi er i Bordeaux, i en døv mands hus, Francisco Goya. Det er hans sidste nat. Hans elskerinde i mere end 30 år, den livlige Leocadia Zorilla, slipper sin fantasi og sine erindringer løs.

 

Francisco Goya (1746 – 1828) er betragtet som den vigtigste spanske maler og gravør i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede. Gennem sin lange karriere var han en engageret kommentator til og krønikeskriver af sin tid. Han døde i eksil i Bordeaux i Frankrig.

FORESTILLING

Skuespillere: Else Marie Laukvik, Rina Skeel, Frans Winther

Tekst: Else Marie Laukvik, Eugenio Barba
Scenografi: Else Marie Laukvik, Rina Skeel
Scenografisk konsulent: Jan de Neergaard
Instruktørassistent: Rina Skeel
Instruktør: Eugenio Barba

Varighed: 60 min. 
Sprog: Italiensk 

Produceret af:
Masakini Theatre (Kuala Lumpur, Malaysia),
Nordisk Teaterlaboratorium / Odin Teatret (Holstebro, Danmark), 2019

Billetter

https://www.teatrokoreja.it/rassegna/strade-maestre-2019-2020/info/#guida_spettatore

Arrangør & kontakt

Teatro Koreja
via Guido Dorso 48/50, Lecce • Italia
tel./fax: +39.0832.242000 • 244013

mail: info@teatrokoreja.it

www.teatrokoreja.it

FESTIVAL /RASSEGNA
STRADE MAESTRE // TEATRO

EN TEATERCAPRICCIO

Den døves hus er en teaterforestillings-capriccio om den spanske maler Francisco Goyas (1746-1828) biografi og værker. Goyas liv udfoldede sig under den politiske turbulens i Europa i slutningen af det 18. århundrede med oplysningstid, romantik, inkvisition og den franske revolution. Han levede i en verden af erotik, eksil og fysisk handicap på grund af den totale døvhed, som ramte ham som 46 årig.

Capriccioen er en kunstgenre, der udviklede sig inden for musik, arkitektur og maleri i det 16. århundrede. Den tyske komponist Michael Praetorius (1571 – 1621) kaldte den ”en slags improviseret fantasi, der glider fra det ene tema til det andet”. J. S. Bach (1685 – 1750) kaldte en komposition ’Capriccio’, hvor de forskellige dele var sat frit sammen for at udtrykke længsel efter hans fjerntlevende bror. Særligt værdsat var de ”24 Capricci” af Niccolò Paganini, som inspirerede Liszt, men også dem, der var komponeret af Beethoven og Mendelssohn.

Inden for arkitektur er capriccioen ”en beskuers blændværk”. Den er et ekstravagant bygningsværk, som snarere er fremstillet som et kunstnerisk udtryk end af praktiske grunde. Bygningen har intet andet formål end at være et ornamenteret objekt, bestilt og skabt til ren nydelse.

Inden for malerkunsten blev betegnelsen capriccio givet til tegninger, der var baseret på ren fantasi og befandt sig fjernt fra tidens dominerende temaer. Kunstnere som Callot, Piranesi, Tiepolo, Watteau, Guardi og Goya gjorde denne måde at afbilde virkeligheden på berømt. I det 18. århundredes venetianske maleri bliver capriccioen kunsten at komponere et landskab gennem en fri kombination af virkelige og forestillede arkitektoniske bygningsdele, ruiner fra antikken sat sammen med elementer fra samtiden.

Den døves hus er en teatercapriccio om Goya: en lang række temaer, som skuespilleren med sin kunst transformerer til en strøm af fysisk forfald og kreativ vitalitet, begær efter prestige, formøbling af rigdom, selviskhed, opfindsomhed, lidenskab og frivolitet. Et kalejdoskop af billeder, situationer og tanker, som diskuterer indbydes i et forsøg på at nærme sig Skønhedens og Livets mysterium, hvis ubarmhjertige sandhed tramper hånligt henover de døde.

Eugenio Barba