Ode til fremskridtet
Det er karneval i et fremmed land, fjernt og alligevel nær
Aktørerne i dette karneval er udsendinge af et skjult folk, statslige, sjove, groteske, til tider sarkastiske, undertiden bedrøvede. Vi huser dem i vores gader og på vores pladser, i teatre og de institutioner, der gør os civiliserede.
Dette karneval foregiver ikke at tro på civilisationen. Det får os til at grine. Men det er en latter, der begrænser med tårer og fremkalder tårer, når man mindst venter det. Karnevallet viser os menneskelige og dyriske masker, marionetter og kranier, skeletter og kludedukker. Det begynder som en parade og skifter mellem scener med musik og dans, figurer, der som skuespillere i tidligere tider, træder ind i en landsby. De udstiller en tam bjørn, Harlekin, dronningen af Saba, en mande-kvinde og Vor Frue Døden, der stjæler børn, som når børn fanger sommerfugle og henrykte piner dem. Der er også en gammel munk, ensom, hovmodige, trist som en inkvisitor og vulgær som en korrupt helgen.
"Det er ikke mennesker!", tænker jægeren der støder ind i dette karneval under en af sine safarier.
