28. december 2020

Teatermanden Eugenio Barba i Holstebro hædret med fornem, italiensk pris

Odin Teatrets grundlægger og mangeårige leder trækker endnu engang en international hædersbevisning til Danmark

Sammen med ni andre scenekunstnere modtog teaterlederen, instruktøren, forskeren, pædagogen og forfatteren, Eugenio Barba, ved en virtuel ceremoni den 22. december på Teatro Nazionale Genova i Italien, den nyoprettede pris, International Award Ivo Chiesa – A Life for Theatre.

Eugenio Barba modtog prisen inden for kategorien, Teaterpædagogik. Den føjer sig til den anseelige samling af internationale priser og udmærkelser, som Barba i forvejen har fået indskrevet på sit CV.

I prisindstillingen hed det: ”… internationalt anerkendt for sin forskning inden for teaterkunsten og teaterantropologien, er han en af de scenekunstnere, som dybest har sat sit præg på teatrets historie i den anden halvdel af det 20. århundrede.”

Prisen er opkaldt efter en af de betydeligste teaterreformatorer i 1900-tallets italienske teater, Ivo Chiesa, og er oprettet i anledning af 100-året for dennes fødsel.

Eugenio Barba grundlagde, efter teaterstudier på blandt andet Jerzy Grotowskis teaterlaboratorium i Wroclaw, Polen, i 1964 Odin Teatret i Oslo. Odin Teatret flyttede i 1966, inviteret af byrådet, til Holstebro, hvor det har ligget lige siden. Den 1. januar 2021 træder Eugenio Barba efter 56 års virke af som teaterleder for Odin Teatret, men fortsætter at arbejde som teaterinstruktør.

Se mere på:

Premio Internazionale Ivo Chiesa - Una vita per il teatro - Teatro Nazionale Genova og

https://www.facebook.com/TeatroNazionaleGenova