EN SKIKKELSE, SOM IKKE KAN DØ

En letsindig forestilling om Mr. Peanut – Døden – hvis erindring er en film

 

Døden er svinget på vejen. At dø er alene ikke at blive set. Jorden er lavet af himmel. Ingen fór nogensinde vild. Alt er sandhed og overgang.

Fernando Pessoa

 

Kærligheden og Døden er de yderste erfaringer i vores liv. De omfavner hinanden og minder os om, at digterne kalder højdepunktet i den kødelige omfavnelse for ’den lille død’.

Så hvorfor frygter vi Døden? Vi kan stræbe efter at drive den ud, men den afventer tålmodigt vores sidste handling og ord.

Hvor bor Døden, når vi ikke ser den? I os selv? Er vores krop dens krop? I hvilke fremtrædelser og former viser den sig for os? Kan Døden forføre os? Få os til at le? Kan Døden blive forelsket og få os til at blive forelskede? Kan Døden være ophav til et barn? Hvilken sandhed opstår, når vi møder den?

Teater er syn: En forestilling stræber efter at vise det usynlige. En skikkelse, som ikke kan dø fremstiller og får Mr. Peanuts fødsler, eventyr, dødsfald og genopstandelser til at materialisere sig, Mr. Peanut, skikkelsen med et dødningehoved, som har været med i Odin Teatrets forestillinger i mere end 40 år. Ofte i hovedrollen.

Forestillingen er skuespillerens kærlighedserklæring til den skikkelse, som hun har givet liv til. I larmende gader og stille rum afslører Julia Varley Mr. Peanuts mange groteske og forbavsende inkarnationer, som har ledsaget hende på hendes rejse rundt på denne planet.

Teaterscener og filmsekvenser skiftes til at fremkalde begivenheder fra fortiden og forestille sig den fremtidige virkelighed, som venter os. Essensen i denne virkelighed er en modsætningernes dans, hvor smerte og fravær omfatter ømhed, poesi og genskabelse.

 

Jeg er ikke langt væk, jeg er på den anden side, lige rundt om hjørnet.

Alt er godt.

Græd ikke, hvis du elsker mig: Dit smil er min fred.

Henry Scott Holland

 

Skuespil: Julia Varley

Film: Claudio Coloberti

Instrueret af: Eugenio Barba

 

Premiere: 29 november 2019