10. March 2021

Black Circle – scene med fysisk afstand

Scenerummet Black Circle udspringer af coronakrisen. I Black Circle kan du se live-koncerter og se scenekunst uden at skulle tænke på smitterisiko.  Du køber adgang til din egen kabine online. Du kan købe en kabine til 2 eller 5 personer. Fra din private kabine kan du se scenen og de øvrige publikummer igennem plexiglas vægge. Din kabine er rengjort med sprit og du har din egen private indgang. Alt i Black Circle varer max 40 min.

Social afstand er det arkitektoniske udgangspunkt for Black Circle, scenerummet er designet af arkitekt MAA Humberto Baeza & Co.

Black Circle er et “living lab”, hvor du inviteres med ind i et muligt bud på fremtidens teater. Vi tør eksperimentere med scenerummet og det kunstneriske udtryks som scenen er ramme for. I Black Circle får publikum en unik oplevelse, og det er vores standpunkt at udsatte brugergrupper altid skal kunne komme til live scenekunst oplevelser. Sammen med centrale kulturinstitutioner udforskes og udvikles Black Circle, dette sker i første omgang i Holstebro. Nordisk teater Laboratorium er co-host og co-producer i projektets første projektperiode.

Kommende aktiviteter – offentliggøres i marts

Jeg glæder mig utrolig meget til, at vi får bygget og afprøvet scenen. Black Circle skal på kort sigt give publikum mulighed for at opleve live scenekunst i Corona trygge omgivelser – og vi håber med de mange indgange og individuelle kabiner at kunne tiltrække målgrupper, der føler sig udsatte sundhedsmæssigt eller socialt, så scenekunsten gøres tilgængelig for flest muligt i samfundet. Der er ingen tvivl om behovet for scenen, og velviljen over for projektet er fantastisk. Allerede det, at vi er 9 kulturinstitutioner og kunstnere, som på tværs af genrer samarbejder om scenen er utrolig værdifuldt.

(Emilie Lund, initiativtager, Eluda Dance Co.)

Black Circle ejes af Netværkskonsortiet Black Circle, som består af initiativtager Eluda Dance Co., Nordisk Teater Laboratorium, Black Box Dance Company,  Operaen i Midten, Dansk Talentakademi, Teater Fluks og Hakkehuset.

Scenen er desuden støttet af Slagteriet Holstebro, Ensemble MidtVest, scenekunstneren Jon Stage og poeten Daniel Boysen

Black Circle er støttet af Statens Kunstfond, Region Midtjylland, Dreyersfond og Nationalbankens jubilæumsfond.