29. April 2021

Endnu engang klar til at invitere til masser af forestillinger

Nordisk Teaterlaboratorium - Odin Teatret endnu engang klar til at invitere til masser af forestillinger

Det gik ikke i april, men fra den 6. maj og frem skulle det være rigtigt nok: Publikum kan igen komme i teatret og få tankerne til at flyve!

Mellem den 6. maj – 27. juni er Nordisk Teaterlaboratorium - Odin Teatret endnu engang klar til at åbne dørene for en lang række forestillinger – plus en arbejdsdemonstration - med både Odin Teatret og de mange kunstnere i Nordisk Teaterlaboratoriums regi. Der bliver forestillinger af enhver slags: solo- og ensembleforestillinger, voksen- , familie- og børneforestillinger. Der bliver to premierer og en genopsætning. En kabaretaften og et oplæsningsarrangement. Nogle forestillinger er på spansk, andre på blandede sprog og atter andre på dansk.

Helt specielt bliver det, at nogle af forestillingerne finder sted hos Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatrets midlertidige nabo den mobile, coronasikrede pandemiscene, Black Circle, udtænkt og skabt af Emilie Lund fra Eluda Dance Co. sammen med arkitekt MAA Humberto Baeza. Scenen er placeret på en grusbelagt parkeringsplads i Beredskabsgården, hvis bygninger, sammen med Odin Teatrets, udgjorde den oprindelige Særkærgaard.

Alle oplysninger om forestillingerne og de øvrige aktiviteter kan findes på Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatrets hjemmeside, odinteatret.dk. Her finder man også oplysninger om billetpriser, klokkeslæt, sprog, og om forestillingen spilles på Odin Teatret eller i Black Circle.

 

via Ritzau