27. September 2021

International fejring af Eugenio Barba, der fylder 85

International fejring af Eugenio Barba, der fylder 85

I et initiativ, der udspringer fra Ouro Pretos Universitet i Brasilien i samarbejde med tre andre, brasilianske universiteter, hyldes Eugenio Barba på verdensplan i anledning af, at han bliver 85 den 29. oktober 2021. Hyldesten foregår som et internationalt og virtuelt seminar og møde, der med fri online-adgang bliver transmitteret på YouTube på en kanal med navnet Terceiro Teatro 2021.

Overskriften er Møder om Tredje teater og Teaterantropologi, to begreber, Eugenio Barba har udtænkt, og som i dag er almindelig teaterfagsterminologi på universiteter verden over.

Arrangementet er delt op i tre forløb af én arbejdsuges varighed i den sidste uge af september, oktober og november. Overskrifterne er: Tredje Teater, Teaterantropologi og identitet samt Kulturindgreb og kunstneriske netværk. Det vil bestå af konferencer, paneldiskussioner og arbejdsdemonstrationer.

Teaterfolk, universiteter og forskere fra Brasilien, Argentina, Colombia, Cuba, Ecuador, Frankrig, Italien, Peru og Storbritannien står bag organiseringen, og foruden Odin Teatret deltager 23 brasilianske teatergrupper, grupper fra Danmark, Peru og Italien og forskere fra Brasilien, Danmark, Italien og Storbritannien.

Yderligere oplysninger og fuldt program på Instagram @Terceiro_Teatro2021, på Facebook Terceiro Teatro 2021 og på Nordisk Teaterlaboratorium - Odin Teatrets hjemmeside https://odinteatret.dk/calendar/