14. September 2022

Nordisk Teaterlaboratorium - Odin Teatret-leder med i Den Jyske Kunstfond

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har netop udnævnt Per Kap Bech Jensen som medlem af bestyrelsen for Den Jyske Kunstfond. Per tiltræder den nye bestyrelsespost d. 1. oktober 2022.

Bestyrelsesmedlem Per Kap Bech Jensen siger:

Jeg vil gerne sige tusind tak til Region Midt for at indstille mig og selvfølgelig også tak til kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen for at udnævne mig som bestyrelsesmedlem for Den Jyske Kunstfond. Jeg glæder mig meget til at fortsætte det vigtige arbejde, som Den Jyske Kunstfond står for med at udbrede kunsten til det lokale og regionale, fordi kunsten er en vigtig medskaber af fællesskaber, demokratisk dannelse og livskvalitet i hverdagen for rigtig mange mennesker. Det er et emne, der optager mange aktører inden for kunst- og kulturverdenen, og det er et privilegie at få lov til at være med i denne positive udvikling, der kommer til at præge arbejdet med kunsten i de kommende år.

Udpegningen gælder frem til den 31. december 2025.

Foto: Keun Ou