30. August 2021

Poesi på en torsdag præsenterer: Digteren Susanne Jorn

”Jeg skriver, altså er jeg”

 

September måneds digter på Poesi på en torsdag er Susanne Jorn, født 1944 i København. Hun har til dags dato udgivet mere end 20 digtsamlinger - fra debuten Splinterne i 1970 og til den seneste, 50 miniaturer, Forlaget Spring, 2020, med illustrationer af Jytte Rex. Susanne Jorn er desuden sinolog og har en mastergrad i litteraturvidenskab. Hun har også skrevet eventyr og dramatik, og så har hun oversat digte fra både japansk, kinesisk og spansk.

En særlig tilknytning har Susanne Jorn til lokalområdet, idet hendes far, en af Danmarks mest berømte malere, Asger Jorn, blev født i Vejrum, lidt nord for Holstebro. I digtsamlingen, Med et halvt øje, Sohn, 2006, har Susanne skrevet et vidunderligt og stærkt digt, som ristet i runer, til minde om ham.

Der løber i det hele taget en underliggende strøm af sanselig skønhed, hånd i hånd med et formidabelt digterisk nærvær, gennem Susanne Jorns digteriske produktion. Hendes værker er karakteriseret af en stadig nysgerrighed, forvandling og udvikling. Man kan ikke være mere enig, end når kritikeren Lars Bukdahl i sit fremragende udvalg af hendes digte, Dagugleøjne Udvalgt poesi 1970 – 2010, politisk revy, 2011, afslutter med at skrive: ”Læs Susanne Jorn!”

Hverken mere eller mindre.

Øvrige indslag

Odin Teatrets Husorkester spiller mellem digtoplæsningerne med Rina Skeel som sanger, Elena Floris på violin, Jan Ferslev på guitar og Pelle Henningsen på bas. Kendt holstebroer, der læser op af sine yndlingsdigte, bliver Trine Petersen, biblioteksleder på Holstebro Bibliotek. Lektor emerita, Gerd Schmidt Nielsen, fremfører sit lyriske essay om aftenens digter. Desuden kåres vinderen af ”Månedens digt”, og der bliver oplæsning af Omar Khajjâm digte.

 

Arrangører

Poesi på en torsdag er arrangeret af Holstebro Gymnasium og HF, Holstebro Bibliotek, Musikteatret Holstebro, Lemvig Boghandel, Uddannelsescenter Holstebro, Holstebro Kunstmuseum og Nordisk Teaterlaboratorium - Odin Teatret. Arrangementet er støttet af Holstebro Kommune og Statens Kunstfond